Loading...

Væksteventyr – om en brat slutning og en ny start

Mit væksteventyr begyndte længe før det ringede på døren, den onsdag tilbage i april 2009.

Jeg var i fuld sving med at pakke mit håndboldtøj, så jeg var klar til aftenens træning.

Da jeg åbnede døren til min gang og kunne se ud gennem hoveddøren, gav mit hjerte et ekstra hop og min puls steg.

Udenfor stod to store fyre.

Jeg sank dybt og låste døren op og åbnede den langsomt…

Men for en stund vil jeg godt lige tage dig med længere tilbage. Tilbage til før mit væksteventyr begyndte.

 

Da det hele startede

I juletiden, hvor stemningen emmede af klejner og gran, gik jeg og tumlede med min idé.

Jeg havde besluttet mig for at jeg ville starte egen virksomhed op. Det var ikke fordi jeg havde en overordnet plan, jeg havde heller ikke noget mål.

Jeg startede bare min virksomhed.

Det sjove var jo at jeg ikke var drevet af at løse et problem, eller på at score den helt store gevinst på at være selvstændig. Jeg var drevet af at blive anerkendt for det arbejde jeg lagde for dagen.

Der var ingen drømme om vækst, verdensmarkeder eller berømmelse.

Min plan var at starte en webshop som skulle sælge spilletrøjer og merchandise fra alle de kendte håndboldklubber.

 

Mødet med koryfæerne gav et sus i maven

Jeg husker tydeligt min køretur fra Sørvad til Gudme på Sydfyn.

Som barn var jeg vokset op med det evige opgør mellem GOG og Kolding IF. Jeg var vokset op med Kildelund brødrene, og nu sad jeg der i bilen på vej mod netop GOG’s hovedkvarter i Gudme.

Det sidste stykke vej til Gudmehallerne kørte jeg bag en traktor med en gyllespreder, og jeg tænkte at det var enormt hjemligt at være på sydfyn.

Mine håndflader var svedige da jeg trådte indenfor på kontoret. Der hilste jeg på den ene af Kildelund brødrene, Niels. Han var kæmpestor, præcis som jeg havde forventet, men det var alligevel nok til at give mig et sus i maven.

En snert af guld og succes

Jeg kørte Danmark tyndt for at tale om samarbejder med alle de topklubber der var interesserede, det var der mange som var.

Et andet møde jeg tydeligt husker var da jeg besøgte Nordsjælland Håndbold, hvor jeg skulle møde Poul-Erik Høyer, som 7 år forinden havde snuppet OL guld i badminton. Nu var Poul-Erik chefen i det nordsjællandske.

Han lyttede interesseret til mit projekt, og var også med på idéen – alt gik over forventning.

Vores væksteventyr ta’r fart – høj fart

Nu spoler jeg hurtigt henover resten af 2007; det er jo ikke mine memorier du er tilskuer til.

Min virksomhed var forandret i 2008. Jeg var ikke alene mere. Vi var nu tre mand høj om at styre forretningen.

Og mit salg af håndboldmerchandise havde lidt en stille død i forbindelse med de nye samarbejder. Nu var fokus et helt andet sted.

Vi havde ramt et marked, som var uden nævneværdig konkurrence, og markedet skreg på vores assistance. Det var sponsormarkedet vi havde kastet os over. På kort tid havde vi skabt os et navn.

Med andre ord, så havde jeg grebet mulighederne (og et sted på vejen også mistet mig selv).

 

Alt kan lade sig gøre

Jeg sad med hovederne dybt begravet i budgetter. Store tal. Virkelig store tal.

Og banken nikkede positivt til de store tal, og planerne vi fik fremlagt.

Helt uden at vide det var jeg pludselig del af en vækstvirksomhed. Vi havde flere biler kørende på vejene, vi havde ansat over 5 mand i løbet af starten af 2008. ALT kørte på skinner.

Vækst eventyret var startet. Når vi ramte 2011 ville jeg kunne sætte millioner ind på bankkontoen. Og for hver mand vi ansatte kunne jeg tilføje en million eller to til beløbet.

Jeg arbejdede i døgndrift i denne periode, og arbejde og fritid flød fuldstændig sammen. Min tid blev mere og mere brugt på at håndtere konflikter, løse udfordringer, slukke ildebrande og så alt det administrative.

 

Tilbage til virkeligheden

Du husker nok at det ringede på døren. Og at der udenfor min hoveddør stod to mænd.

Med hjertet langt oppe i halsen åbnede jeg døren.

De to mænd ved hoveddøren var kommet for at afhente alle firmabiler. 9 dage forinden var der indgivet konkursbegæring i mod os. Kassen med penge var tom.

HELT tom.

Og da jeg var anført som administrerende direktør var det mig der fik disse henvendelser. Besøgene fra den lokale landbetjent og så også fra disse to sure mænd fra leasingfirmaet. Som nu stod og krævede nøglerne udleveret til deres biler.

Jeg sendte dem væk, med besked om aldrig at sætte deres ben på min matrikel igen. Der blev handlet i ren frygt; men dog med loven på min side.

Dagen efter afleverede jeg samtlige firmabiler inklusiv nøgler.

Et væksteventyr var forbi – inden det var begyndt.

Vi inspirerer dig omkring livet som selvstændig – kom og vær med

Vækst til ALLE (også dig – når du er klar)

Jeg håber virkelig på vækst til alle iværksættere. Om det er i den moderne og kliniske forstand eller om det er i den målestok, som du selv mener vækst bør være, er helt underordnet. Du bestemmer selv farten på dit væksteventyr.

Det eneste jeg gerne vil, er at vi bliver bedre til ikke at presse væksteventyr igennem. Ikke alle er klar – jeg var ikke selv, for jeg anede ikke engang jeg var på vej ind i et væksteventyr.

Nu vil jeg arbejde for at gøre andre iværksættere klar til vækst. Men klar til den vækst der matcher dig og dine behov. Alle fortjener fremgang.

At min virksomhed gik konkurs er mit ansvar – det var ikke bankens, statens, finanskrisens eller alle mulige andres skyld. Havde jeg haft de rette værktøjer var jeg stoppet op, langt tidligere. Men det gjorde jeg ikke, til gengæld har jeg nu en masse brugbar viden og erfaring at dele ud af.

Book mit foredrag om livet før, under og efter en konkurs
2017-04-18T09:54:41+00:00