Smalltalk med en morder

Det er ALDRIG for sent at drømme

Hvad sidder du egentlig inde for?
spørgsmålet fløj sådan lettere henkastet ud af min mund.

Jeg har dræbt en anden mand!!!
Han svarede ganske prompte og uden at blinke eller fortrække en mine.

Der stod jeg, ansigt til ansigt med en morder.
Burde min puls hamre derudaf, burde jeg være bange?

Jeg var ikke bange og min puls var helt rolig – og det underlige var at vores samtale bare fortsatte – som om at det at have slået et andet menneske ihjel pludselig bare blev en bisætning, et nå, et komma – hvilket det på ingen måde er.

Der stod vi på en mark – ude hvor kragerne vender. Vi talte om iværksætteri, vi talte om det at skabe noget. Skabe sit eget.
Vi talte om drømme, om håb, om en vej ud af elendigheden. En drøm om at genskabe et liv, som var blevet ødelagt i en alt for tidlig alder.

Iværksætteri er for alle

Sådan stod der på en af de slides, vi en times tid tidligere havde gennemgået for en gruppe på 10 indsatte – vi var blevet lukket ind bag tremmer på Statsfængslet Enner Mark.

Før vi kunne præsentere vores slides for de indsatte havde vi været på en længere vandring (og en cykeltur), hvor adskillige tremmefyldte døre, porte og andet var blevet åbnet for os, for derefter straks at blive smækket i.

Spørgelysten var stor, og rummet var hurtigt fyldt med drømme – drømme som på en eller anden måde slet ikke passede ind i et rum med tremmer for vinduerne.

Vi fik præsenteret vores tanker omkring iværksætteri, fik fortalt de indsatte om de mange spændende muligheder der er ved at skabe sin egen forretning.

Der blev lyttet og spurgt yderligere ind.

Vi talte om mulighederne for at finansiere en iværksætterdrøm. Jeg fik fortalt dem, at hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg ret sikker på at der ikke var en bank i kongeriget, som ville finansiere deres drøm – den måtte de selv skabe fra bunden.

En fyr på forreste række grinede let og rakte hånden op:

Du har nok bare brugt det forkerte hævekort
– hvorefter han lavede et fiktivt ladegreb på et gevær, mens han grinede højt.

Når den virkelige verden tvinger dig til at handle

Jeg blev fanget af historierne, drømmene, troen på livet og de enorme kontraster en dag bag tremmer har givet mig.Ingen af de fyre jeg mødte i dag var eller er fortabte.
De har alle en chance, en mulighed, en drøm.
De er herre i eget liv, og hvis de vil, så vil de også nå deres drøm, så længe fortiden ikke indhenter dem, når tremmerne forsvinder og den virkelige verden tvinger dem til at handle.De har alle begået noget ulovligt.
De har alle begået fejl.
De har alle taget deres straf.
Ikke én af dem jeg mødte i dag gav skylden til andre eller var bitre – de var alle klar over at der hvor de var i dag, var et produkt af deres handlinger.Nu har de alle 10 sat sig for at lave et nyt produkt, skabt af nye handlinger med et ædlere formål.Tusind tak, I har virkelig givet mig noget at arbejde videre med – jeg er fyldt med energi og nu vil jeg forfølge min drøm

– det var den afsluttende sætning, før jeg trykkede hånd med min smalltalk makker. Et fast håndtryk, fast øjenkontakt, et sikkert smil og et nik.

Drømmen mere end lever – jeg håber den bliver til virkelighed.

Det er ALDRIG for sent at drømme; heller ikke for dig.

2018-01-08T20:57:25+00:00